Soldater fra den afghanske hær tilbageholdt og skød i går sidst på dagen en afghansk mand, der var taget til fange af allierede styrker.
Det skriver forsvaret i en kortfattet pressemeddelelse.
Hændelsen fandt sted i forbindelse med kampe i den nordlige del af Helmand-provinsen, hvor den danske styrke i øjeblikket har det overordnede ansvar for koalitionens indsats.
Danske soldater var sammen med andre allierede i området og overværede hele episoden.
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger var fangen i hænderne på britiske soldater, da afghanske soldater pludselig vendte våbnene mod briterne og fangen. Briterne skal være blevet truet væk, hvorpå fangen blev skudt.
Ifølge forsvaret kunne de danske soldater ikke have forhindret hændelsen. De danske soldater har rapporteret om sagen, og episoden skal nu undersøges nærmere.