Ældres bleskift skal styres per sms

En chips i bleen - og personalet ved, når fru Jensens ble skal skiftes. Det bliver hverdagen på landets plejehjem. I FOA er man positiv.
Takket være en chip i bleen kan de ældre undgå at gå med drivvåd ble og risikere liggesår.
Takket være en chip i bleen kan de ældre undgå at gå med drivvåd ble og risikere liggesår. Foto: Colourbox

Et bip på telefonen og fru Hansens ble skal skiftes.

Flere kommuner er med i et pilotprojekt om at udvikle en ble med en indbygget chip. Der skal sikre, at ældre ikke får hudproblemer og sår af at ligge med våde bleer.

Den såkaldte 'intelligente ble' fungerer på den måde, at plejepersonalet modtager en besked på sms eller computer, når den skal skiftes.

"Vi regner med at afprøve konceptet efter sommeren 2012. Vi håber, det bliver til stor glæde for de ældre," siger Annalise Dahl, der er leder af plejehjem og plejeboliger i Sundhedscenter Søndergården i Horsens, til Newspaq.

Udover Horsens er Frederiksberg og Gladsaxe Kommune med i projektet. der gennemføres i samarbejde med firmaet Viewcare A/S.

I Gladsaxe har politikerne netop besluttet at investere otte millioner kroner over de næste fire år i velfærdsteknologi bl.a. bleskift per sms og udvikling af hjælpemidler, der gør, at de ældre selv kan tage støttestrømper af og på.

"Alle projekterne skal bidrage til en øget kvalitet i kommunens service, nemmere og hurtigere levering af ydelser og bedre brug af ressourcer", hedder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

I fagforbundet FOA, der organiserer ansatte i ældresektoren, er man generelt tilhænger af velfærdsteknologi, fordi det letter de ansattes arbejder og gør de ældre mere uafhængige.

"Velfærdsteknologi kan medvirke til at give ældre en bedre livskvalitet og fjerne noget af det mest tunge arbejde. Men udgangspunktet må ikke være, hvor kan man spare ressourcer, men hvordan kan vi øge menneskers livskvalitet," siger formand Dennis Kristensen til Newspaq.

Dog er han bekymret for, om ældre mister kontakt med personalet.

"Vi skal passe på med ikke at spærre fru Jensen inde i et elektronisk fængsel, hvor der aldrig kommer et levende menneske, og hun kan overvåges fra en maskincentral," siger Dennis Kristensen.

I Horsens er det besluttet, at den intelligente ble kun tages i brug, hvis de ældre selv - eller deres pårørende - acceptere brugen af den.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.