Vil du afslutte dit arbejdsliv med en kontant belønning på 3,2 procent af din løn? De fleste vil nok svare ja til det spørgsmål.
Men de færreste gør det. De kender nemlig slet ikke til den såkaldte seniorbonus, viser en undersøgelse, som Capacent har lavet blandt HK Stats medlemmer over 55 år.
Næsten halvdelen kender slet ikke til ordningen, der blev indført ved trepartsaftalen i 2007. Og kun 14 procent af seniormedlemmerne i HK har lavet aftale om en seniorbonus.
"Det er jo banalt: Hvis nogen synes, det er en god idé, at du fortsætter, så kan man godt blive opmuntret til det. Men emnet er tabubelagt, og mange arbejdsgivere tør ikke spørge medarbejderne, hvad de har tænkt sig, fordi det kan opleves negativt," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen til HK Statbladet.
Seniorbonussen gælder for statsansatte og bliver udløst, hvis de vælger at blive på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 62 år.
Den ekstra løn kan veksles til fridage eller ekstra pensionsbidrag, og det er et af statens forsøg på at fastholde ældre medarbejdere.