Vejen Kirkekontor fik onsdag eftermiddag kort før klokken 14 et meget mærkeligt opkald.
"Har I et hul til min bror. Han er meget stor, han døde i torsdags, og han ligger her i min fryser," sagde stemmen, der af politiet betegnes som meget oprigtig.
Syd- og Sønderjyllands Politi, Anders Hansen, fortæller til JydskeVestkysten, at stemmen lød "meget ægte"
"Og der findes steder i området, hvor aldrende søskende bor sammen, så vi er nødt til at tage sagen alvorlig," siger vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Anders Hansen, til jv.dk.
En patruljevogn blev sendt til kirkekontoret, og et par betjente har forsøgt at finde frem til nummeret, hvorfra opkaldet blev indtelefoneret. Men uden held.
"Vi vil nu bede telefonselskabet om at hjælpe os med at spore nummeret, så vi kan få vished for, om der skulle være en mand i området, der har sin bror liggende død i fryseren," siger Anders Hansen.