En ældre mand er onsdag eftermiddag kørt i havnen i Nykøbing Mors. Bilisten er efterfølgende bragt til kontrol på Aalborg Universitetshospital.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Det er uvist, hvad årsagen til uheldet er.
Først fik politiet melding om, at manden havde været om bord på en tømmerflåde, der gik til bunds i havnebassinet. Siden forlød det, at manden var kæntret ved indsejlingen til havnen i en speedbåd.
Politiet har ifølge TV Midtvest intet bud på, hvorfor det i første omgang modtog misvisende informationer om uheldet ved havnen i Nykøbing Mors.
Da der var tvivl om, hvorvidt den ældre mand var alene i bilen, har dykkere fra Nordjyllands Brandvæsen undersøgt havnebassinet.
Der er dog ikke fundet andre personer i vandet.
Politiet har ikke oplyst, hvordan mandens tilstand er, men fortæller, at han efter ulykken var i stand til at oplyse sit navn og cpr-nummer.
/ritzau/