Ældre kan blive tvunget til at købe robot

Ældre i Middelfart Kommune kan næste år blive tvunget til at købe rengøringsrobot, hvis de fortsat vil have rene gulve.
Middelfart Kommune sparer 770.000 kroner om året, når hjemmehjælperne slipper for at støvsuge hos de ældre.
Middelfart Kommune sparer 770.000 kroner om året, når hjemmehjælperne slipper for at støvsuge hos de ældre. Foto: Colourbox

Med en rengøringsrobot kan hjemmehjælperen spare ti minutter på hvert besøg hos de ældre.

Det har Middelfart Kommune regnet sig frem til, skriver Fyens Stiftstidende.

1.041 borgere i kommunen kan derfor blive tvunget til at bruge mellem 1.500 og 5.000 kroner på en rengøringsrobot til næste år.

Kommunen sparer nemlig 770.000 kroner om året, når hjemmehjælperne slipper for at støvsuge hos de ældre.

Formanden for Ældrerådet i Middelfart sender dog robotten uden for døren.

"For de mange ældre, der kun har deres folkepension at leve for, vil det blive et økonomisk problem, hvis de skal ud og købe en robotstøvsuger. Det er ikke rimeligt," siger Flemming Enevoldsen til Fyens Stiftstidende.

Lovgivningen kan blive bremseklods, hvis politikerne i byrådet ikke selv vælger at gøre ordningen frivillig.

For et år siden barslede Billund Kommune med samme ordning. Men her valgte Statsforvaltning Syddanmark selv at tage sagen op. Og nu afventer Middelfart Kommune den afgørelse.

"Hvis man er berettiget til at få hjælp, skal vi levere den hjælp. Spørgsmålet er så, hvor meget vi kan kræve af borgeren," siger socialdirektør i Middelfart Kommune Kate Bøgh.

Hun peger på, at forslaget ikke kun sparer kommunen for penge.

"For mange ældre vil det jo også betyde, at de vil kunne få støvsuget oftere, end når vi kommer på besøg hver tredje uge," siger Kate Bøgh, socialdirektør i Middelfart Kommune.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.