Det passer landets ældre godt, at de i fremtiden kan få hjælp til mad og gulvvask af au pair-piger fra Sydøstasien.
Det er integrationsminister Søren Pind, der gerne vil ændre på reglerne, så au pair-piger fra f.eks. Filippinerne kan få lov til at svinge fjerkosten hos ældre.
Som reglerne er i dag, er det kun børnefamilier, som må hyre en au pair.
Men hvis de skal passe ældre, må det ikke kun blive billig arbejdskraft, siger Oluf Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen.
"Det skal selvfølgelig præciseres over for de ældre, at de har et ansvar over for de unge mennesker. Det må ikke bare blive billig arbejdskraft, for de er her for andre ting end penge," siger han til Newspaq.
Hen peger på, at en au pair-ophold i Danmark også er en kulturel udveksling.
"De skal have mulighed for sproglig og kulturel uddannelse. Vi tænker det ikke som en discountordning, der skal erstatte mangelfuld hjemmehjælp i kommunerne," siger Oluf Felbo.
I fagforeningen FOA tror man dog ikke på, at det er realistisk.
Man kan sagtens starte en import af hushjælp til ældre, men at gøre det under dække af kulturel udveksling er forkert. Det er at snyde folk, især dem man kalder au pair, som jo vil fungere som billig arbejdskraft," siger forbundssekretær Jakob Bang.
Prisen for en au pair er i dag 3.000 kroner samt kost og logi.