Alder er den hyppigste årsag til diskrimination på arbejdsmarkedet.
Det viser en undersøgelse blandt 7.000 medlemmer af HK.
15 procent svarer, at de har følt sig diskrimineret på arbejdet. Af dem svarer fire ud af ti, at de er blevet diskrimineret på grund af alder.
Dermed er alder den hyppigste årsag til diskrimination efterfulgt af køn og etnicitet, skriver Nyhedsmagasinet HK.
Det er primært de 50-59-årige, som føler sig diskrimineret på grund af alder.
Professor på Aalborg Universitet, Per H. Jensen, der forsker i fastholdelse af ældre på arbejdsmarkedet, er ikke overrasket.
"En høj alder forbindes ofte med tab af arbejdsevne og kvalifikationer. Den generelle forestilling, om at alder er lig med forfald, overføres desværre også til arbejdsmarkedet," siger han til Nyhedsmagasinet HK.
HK's formand Kim Simonsen kalder det et stort problem, at de ældre på den måde skubbes ud af arbejdsmarkedet.
"Vi har brug for de ældres arbejdskraft, og der rent faktisk mange seniorer, som gerne vil arbejde. De ældre har masser at byde på, og det er fuldstændig uacceptabelt, at de frasorteres på grund af deres alder," siger han.
HK havde sidste år 25 sager om aldersdiskrimination, men det er kun toppen af isbjerget, lyder det.