En hundelufter fandt i morges to lig i en skov ved Odense.
Ifølge Fyns Politi er det en mand og en kvinde - som lå i skovkanten mellem Falen og Eventyrgolf i nærheden af en ridesti.
"Vi har været på stedet og fundet ud af, at det drejer sig om et ægtepar på 49 og 53 år, som begge er blevet dræbt med flere skud," siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen til Newspaq.
Ægteparret kommer fra Odense SV og er af dansk oprindelse. De er ikke tidligere kendt af politiet, oplyser Henrik Justesen.
Politiet efterforsker sagen og har indtil nu intet motiv, gerningsmand eller våben.
"Der er ikke uorden i tøjet, og de har ikke været udsat for vold af anden art," forklarer politiet.
Politiet søger nu vidner som har befundet sig på stisystemet mellem Falen og golfbanen Eventyrgolf den 13. april klokken 18 og klokken 09 næste morgen.
Ring til Fyns Politi, hvis du har mødt personer, køretøjer, hørt skud eller har observeret andet mistænkeligt.