Syd og Sønderjyllands-Politi har nu anholdt ægtemanden til den kvinde, der i går blev fundet død sammen med sin søn i deres hus i den sønderjyske by Møgeltønder.
"Vi har anholdt manden i huset, altså kvindens ægtemand og faren til sønnen, som også blev dræbt, og sigtet ham for drabene," siger kommunikationschef ved Syd og Sønderjyllands-Politi Helle Lundberg .
Ifølge politiets tekniske medarbejdere skulle dobbeltdrabet have fundet sted fredag aften, hvor den 70-årige ægtemand også befandt sig i huset.
"Retsmedicinerne har fundet ud af, at de mener, at drabene har foregået fredag aften. Og på det tidspunkt har manden været i huset," siger hun.
Manden nægter sig skyldig.
Den 68-årige hustru og hendes 42-årige søn bliver obduceret, og politiet fortsætter med tekniske undersøgelser og afhøringer.
Politiet vil ikke udelukke andre muligheder, selvom ægtemanden er sigtet i sagen.