Hvis højtlønnede familier mister børnechecken, mister de også lysten til at arbejde. Sådan advarer en række økonomer i dagens aviser.
Og direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, er enig.
"Om du betaler en højere skat af den sidste krone, eller du får frataget offentlige ydelser ved at tjene en ekstra krone. Det virker på samme måde," siger Lars Andersen til Newspaq.
Han peger derfor på, at man skal finde et velstandsmål, der ikke er den løbende indkomst.
"Det kunne være ejendomsværdierne, altså værdien af folks bolig. Det vil ikke have de negative bivirkninger som en indkomstgraduering vil have," siger Lars Andersen.
Regeringen overvejer i disse dage at spæde til statskassen ved at skære i børnechecken for de rigeste.
Men selvom børnechecken i dag tager 14,7 milliarder fra staten om året, vil regeringens ændringer altså ikke give mange ekstra penge, påpeger Lars Andersen.
Derfor er det bedre at skære på f.eks. særydelser til ældre som mimrekort og boligstøtte.
"Det vil ikke have så skadelige effekter, fordi folk ikke længere er på arbejdsmarkedet," siger Lars Andersen.