200 personer i Sverige og et ukendt antal tyskere har foreløbig mistet smagssansen i op til to uger efter at have spist pinjekerner.
I Danmark har fire meddelt at have oplevet det samme, og nu beder Fødevarestyrelsen om, at man henvender sig, hvis man oplever fænomenet, som bliver kaldt 'pinjemund'.
Pinjekernerne kan have en metallisk bismag, og når det er tilfældet, kan man så opleve slet ikke at kunne smage noget i adskillige dage.
Man har i Sverige og i Tyskland undersøgt pinjekernerne og har ikke umiddelbart fundet ud af, hvad der forårsager metalsmagen og det midlertidige tab af smagssans. Nu skal problemets omfang også klarlægges i Danmark.
"Vi håber, at personer som oplever disse symptomer, vil henvende sig til Forgiftningscentralen. For så håber vi samtidig, at det kan være med til at opklare, hvad det er, der forårsager denne reaktion," siger farmaceut ved Fødevarestyrelsen Bente Fabech til Newspaq.
Ifølge tyske myndigheder tyder intet dog på, at der er nogen akut helbredsrisiko ved at spise pinjekerner.
Det er omkring Himalaya-bjergene, de fleste pinjekerner stammer fra. Pakistan, Indien og Kina er de lande, som leverer kernerne til de danske hjem.