Lige nu dumper Skats forskudsopgørelser ud i det danske land. Og det er en rigtig god ide at tjekke dem ordentligt igennem, inden det er for sent.
Men især boligejere kan forvente at få et skattesmæk for 2012, hvis de lader være at ændre i forskudsopgørelsen.
Det skriver BRF-kredit.
Hvis man ikke opdaterer forskudsopgørelsen, vil Skat nemlig automatisk bruge informationer fra 2010. Det vil sige, at boligejeres personlige fradrag bliver beregnet på renteudgifter, der er to år gamle.
Derfor er især folk med rentetilpasningslån udsatte.
De 3-årige rentetilpasningslån er værst. På disse lån, vil hver lånte million udløse en ekstraregning fra Skat på 9.600 kroner ved udgangen af 2012.
Men også fastforrentede lån kan udløse ekstraregninger, dog i lidt mindre størrelsesorden. Har man for eksempel selv valgt at udnytte det lave renteniveau og sat sin rente ned fra seks til fire procent, vil man få et smæk på 6.800 kroner.
Og det er værd at nævne, at Skat tager sig pænt betalt og kræver tilbagebetaling på lånet - med nye renter fra Skat, der ikke er fradragsberettigede.
Cirka halvdelen af danske boligejere har rentetilpasningslån.