Var man passager på det fly, som mandag klokken 21.23 ankom til Billund Lufthavn fra Bukarest, er der risiko for, at man kan være smittet med mæslinger.
Det gælder også de personer, som opholdt sig i lufthavnen på det pågældende tidspunkt og en time frem, skriver Ekstra Bladet.
Med flyet var et barn fra Herning-området. Barnet er smittet med mæslinger, som smitter gennem luften.
Hvis man mener, at man er smittet, skal man kontakte egen læge, men i første omgang skal man ikke møde op fysisk.
- Man skal selvfølgelig ikke møde op hos sin læge uanmeldt, og slet ikke hvis man har symptomer, for det er det, vi vil undgå. At man kommer ind i et venteværelse med symptomer på mæslinger, så det spreder sig, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen ved Statens Serum Institut til Ekstra Bladet.
Man bør i stedet tage telefonisk kontakt til sin læge og aftale den bedste fremgangsmåde.
Det drejer sig om flynummer W63211 fra Bukarest med WizzAir, og ifølge Ritzau var der flere end 200 passagerer om bord på flyet, hvoraf mange var rumænere.
Man kan ifølge Statens Serum Institut som udgangspunkt regne med, at personer født før 1974 har haft mæslinger og derfor ikke kan smittes, skriver Ritzau.
Desuden er de fleste vaccineret mod sygdommen, og derfor er få i fare for smitte, forklarer afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut.
- Der er heldigvis en effektiv vaccine mod mæslinger, og den har langt de fleste mennesker i Danmark fået, fordi de har deltaget i børnevaccinationsprogrammet.
- Vaccinen er indført i 1987, så alle, der er 30 år, er i hvert fald tilbudt vaccinen. Og før det fik de fleste mæslinger som børn. Så langt de fleste personer er beskyttet mod mæslinger, siger Peter Henrik Andersen til Ritzau.