Rema 1000-butikker landet over tilbagekalder makrelsalat, der i værste tilfælde kan føre til forgiftning, hvis man spiser det.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om makrelsalat fra producenten Reitan Distribution A/S. Fødevaren har fået konstateret gæring/luftdannelse med risiko for indhold af histamin, som kan forårsage akutte symptomer på forgiftning.
Reitan Distribution A/S har fået en henvendelse fra en kunde, der har opdaget gæring i et bæger med makrelsalaten. Der er mistanke om, at produktet, der havde udløbsdatoen 12/02/19, indeholder histamin.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere til at smide makrelsalat ud fra samme producent, hvis bægeret har udløbsdato 11/02/19, 12/02/19 og 15/02/19.