Det er i dag, det gælder for den danske Eurovision-solist Basim, der skal forsvare de rød-hvide farver ved det internationale melodi grand prix på Refshaleøen i København lørdag aften.
Flere hundrede timer i øvelokalet og koncerter over hele landet har, siden siden Basim vandt det danske melodi grand prix tilbage i marts, sikret, at hans "Cliche Love Song" nu sidder så fasttømret, at intet burde kunne gå galt.
Og dog. Basims korpige, der skal bakke ham op på scenen, har nemlig mistet stemmen i ellevte time. Den 26-årige Ayoe Angelica var ved holdets pressemøde forud for finaleshowet, lørdag, så hæs, at hun næsten måtte hviske sine svar til de fremmødte journalister.
- Min krop er gået i en slags dvaletilstand, forklarer den dansk-etiopiske sangerinde og uddyber:
- Det er noget min krop gør, når jeg skal præstere noget rigtig stort. Kroppen slår en lille smule fra, fordi den ved, at i aften kl. 21.00, skal der ske noget virkelig stort, forklarer Ayoe Angelica.
- Når vi går på, kommer jeg til at være i et højere gear end nogensinde før, lover hun.
Også Basim kan mærke, hvordan kroppen har sin helt egen måde at forberede sig til Eurovision-aftenen.
- Allerede i morges kunne jeg mærke adrenalinen begynde af pumpe. Jeg bliver varm i kroppen og meget koncentreret. Jeg lukker mig nok lidt inde i mig selv, fortæller han.
- Jeg føler mig meget klar. Jeg har helt sikkert et ekstra gear, som jeg ikke har været oppe i endnu, men som jeg ved, jeg rammer i aften, siger han.
Basim går på scenen med "Cliche Love Song" i aftenens Eurovision-finale, der finder sted i B&W Hallerne på Refshaleøen i København. Showet sendes live på DR1 fra kl. 21.00.
Newspaq