En deform arm, en hjerneskade eller dårligt syn.
Flere par er villige til at tage et handicappet barn, når de vil adoptere.
Ventelisterne er nemlig så lange, at der kan gå mange år, før man kan få et barn. I nogle tilfælde går der så lang tid, at det slet ikke kan lade sig gøre. Det skriver DR.
Ventetiden på et handicappet barn er imidlertid langt kortere, og det får flere ansøgere til at sige ja til et barn med fysiske vanskeligheder.
Gitte og Bo Laugesen fra Næstved er et af de par, som har valgt at få et barn med handicap. Barnet var væsentlig mere handicappet, end de havde regnet med, men det har ikke fået dem til at fortryde.
"Det er den bedste beslutning, vi har truffet. Det har været en kamp, men så afgjort kampen værd," siger parret til mediet.
Man skal vente cirka fem år på at få et barn fra Kina, men vælger man et barn med handicap, kan man nøjes med et-to år på ventelisten.