Et homoseksuelt par kan nu på lige fod med heteroseksuelle adoptere børn fra udlandet.
Indtil i dag har loven diskrimineret de homoseksuelle, hvis man skal forstå flertallet af stemmerne i Folketinget.
En af mændene bag forslaget er Simon Emil Ammitzbøll (LA), som allerede for ti år siden i de radikale startede debatten om ligestilling inden for adoption.
"Det er fantastisk, at det, jeg var med til at starte, nu endelig bliver realiseret," siger Simon Emil Ammitzbøll til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det kan dog vare lidt, før vi ser det første adopterede barn af homoseksuelle. Først skal et par søge, godkendes af adoptionsbureauet og om bag i køen. Ifølge Simon Emil Ammitzbøll kan det tage mellem to og fire år, før loven er fuldt ud realiseret.
Det var dog lidt usikkert, om det blev et ja under dagens afstemning.
Hele oppositionen, Fokus og Liberal Alliance stemte for.
Men Venstre opfordrede deres medlemmer til at stemme nej. Fem Venstrefolk stemte dog med oppositionen, og forslaget kom derfor i hus.
En af dem var integrationsordfører Karsten Lauritzen (V).
"Jeg vil ikke være med til stemme for en lovgivning, der på forhånd udelukker nogen på grund af race, hudfarve, religion eller seksualitet," siger han til dr.dk.
Hos Liberal Alliance er de ikke helt tilfreds med de liberale brødre i Venstre.
"Jeg synes stadig, det er mærkeligt, at vi skulle bruge så mange røde stemmer, for at få forslaget hjem," siger Simon Emil Ammitzbøll.
Men Simon Emil Ammitzbøll ser frem mod nye udfordringer.
"Så skal vi bare have gang i de homoseksuelle vielser i kirken," siger han.
Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) har nedsat et udvalg, som netop skal se på homoseksuelle vielser i kirken, og de kommer med en rapport til efteråret.