Imens Fyns Politi stadig leder efter fireårige Adam fra Svendborg, der i går forsvandt sammen med sin far, får pårørende nu hjælp til at bearbejde den triste hændelse.
"Der er sat psykologer på, der taler med pædagogerne og børnene i børnehaven - så meget som man nu kan fortælle børn, der er i alderen tre-fem år," siger Kim Barren, kommunikationschef i Svendborg kommune, til Nyhedsbureaet Newspaq.
Moderen til fireårig Adam er også tilbudt forskellige former for hjælp, som hun i øjeblikket overvejer, om hun vil gøre brug af.
"Moderen er selvfølgelig meget påvirket af det, som det også er fremgået af de indsalg, der har været i medierne hen over weekenden," siger Kim Barren.
Drengen Adam blev afleveret til samvær med sin 31-årige far Alaa Hassan Moussa lørdag klokken 10, og de vendte ikke tilbage klokken 16, som det var aftalt. En mellemmand har bekræftet overfor politiet, at faren har taget Adam med til Hamborg, og politiet efterforsker derfor sagen som en kidnapningssag.
Politiet frygter, at faren har taget drengen med til sit hjemland Syrien for at starte en ny tilværelse med drengen der. Mandens forhold til Adams mor stoppede for en måned siden.