Den fireårige dreng Adam blev kidnappet af sin 31-årige far. Han var ombord på et fly fra Hamborg til Damaskus i Syrien lørdag aften.
"Vi kan se på passagerlisten, at de begge fløj mod Damaskus i Syrien klokken 17.35," siger Jack Liedecke efterforskningsleder hos Fyns Politi til Nyhedsbureauet Newspaq
Nu skal Jack Liedecke og kollegerne hos Fyns Politi til at undersøge, om Adam stadig befinder sig i Syrien.
"Vores rolle er nu at prøve på at få lokaliseret dem. Men da der ikke foreligger nogen udleveringsaftale mellem Danmark og Syrien, kan det blive svært at få fat på dem," siger han.
Da man ikke bare kan få udleveret dem til det danske politi, er det blevet en sag for Udenrigsministeriet, der skal forsøge at få ham hjem hvis han stadig er i Syrien.
"Udenrigsministeriet skal hjælpe med at lokalisere Adam. Derefter skal de prøve at overtale faren til at tage sønnen med hjem til Danmark. Men lad os nu se, vi har før set, at forældre er vendt hjem med deres børn," siger Jack Liedecke.
En domstol har allerede afsagt en kendelse, der gør det muligt at varetægtsfængsle faren, hvis han igen sætter sine ben i Danmark. Han har nemlig ikke forældremyndigheden over Adam.