Joan Ørting forfølges tilsyneladende i øjeblikket af en eller flere mænd. Forfølgelsen toppede forleden nat, hvor en person tissede gennem hendes brevsprække og ind i hjemmet på Christianshavn.
Det fortæller den kendte sexolog til Ekstra Bladet.
Hun fortæller også, at hun på det seneste har været ude for andre ubehagelige oplevelser.
For en måneds tid siden hang der en død rotte på hendes hoveddør på Christianshavn og for nylig stod en ukendt mand og bankede vedholdende på døren til hendes hjem på Langeland.
- Der parkerede han sin bil ude foran min dør klokken halv ti om aftenen. I 20 minutter bankede han på min dør og min rude, og det var altså en mand, jeg ikke kendte. Han skrev så i et brev, at han gerne ville se mig og se, hvem jeg var. Hvem er efter mig, siger Joan Ørting retorisk til Ekstra Bladet.
Hun tænker, at der kan være forskellige personer bag de tre episoder, og hun undrer sig specielt over episoden med tisseriet.
- Det er mærkeligt, for jeg var i huset i nat, så det er sket, mens jeg lå og sov. Der er meget tis, og han har fjernet skiltet, der viser, hvem der bor i huset. Det er væmmeligt, siger Joan Ørting og undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre, at stikke tissemanden ind gennem brevsprækken og tisse længe uden at blive opdaget.
Joan Ørting fortæller til Ekstra Bladet, at hun har anmeldt tisse-episoden til politiet.