Det tog blot tre kvarter at sælge de 30.000 billetter til sommerens koncert med det australske rockband AC/DC. Billetsalget startede kl. 10 fredag formiddag, men allerede tre minutter efter var der problemer med billetsystemet endnu engang, da fans desperat forsøgte at bestille over nettet. Køberne ventede forgæves i adskillelige minutter for så til sidst at blive smidt af. Det skriver Ekstra Bladet.
Selvom flere uheldige købere har raset ud på avisens hjemmeside over det kaos, der opstod ved billetsalget i morges, afviser Billetlugens direktør Jesper Jensen, at hjemmesiden på noget tidspunkt var nede.
Flere fanatiske fans har ugen igennem ligget i kø i sne og frost for at sikre sig billetter til koncerten med det eftertragtede australske rockband.
Koncerten for de 30.000 heldige fans finder sted i Horsens den 5. juni 2010, og det vil være AC/DC's anden koncert i Danmark på blot et år.