Før lørdagens kamp i Genoa mellem Sampdoria og AC Milan var førstnævnte ubesejret på hjemmebane, mens sidstnævnte var ubesejret på udebane i den italienske Serie A.
Det er holdene fortsat, efter at kampen endte 2-2.
Sampdoria er nummer tre i ligaen med 20 point for 11 kampe. Milan ligger nummer syv med 17 point.
Det var gæsterne, der tog føringen, da angriberen Stephan El Shaarawy afsluttede næsten 21 måneders måltørke i ligaen.
Den 22-årige angriber brød igennem i 2012/13-sæsonen hos Milan, hvor han scorede 16 ligamål og kom på det italienske landshold.
Stephan El Shaarawy spillede kun få kampe i sidste sæson på grund af en skade, og han kom ikke med til VM i Brasilien i sommer.
Stefano Okaka udlignede for Sampdoria kort før pausen, og tidligt i anden halvleg scorede Eder Citadin Martins til 2-1 for hjemmeholdet.
25 minutter før slutfløjtet fik Jeremy Menez sikret det ene point til Milan på et straffespark.
Få minutter før tid blev Milans Daniele Bonera udvist.
/ritzau/