Det danske krigsskib Absalon har i går standset et piratmoderskib.
16 formodede pirater er tilbageholdt. 12 gidsler fra Pakistan og Iran er blevet befriet.
Det skriver Søværnets Operative Kommando.
Absalon standsede piratmoderskibet ud for den somaliske østkyst. Hændelsen blev gennemført uden brug af væbnet magt.
Ombord på det såkaldte moderskib har Absalon fundet 16 formodede pirater, som nu tilbageholdes på det danske krigsskib.
Derudover var der 12 personer fra henholdsvis Pakistan og Iran, som har været tilbageholdt på piratmoderskibet igennem en måned.
De undsatte gidsler har afgivet vidneforklaring på Absalon, og de er nu sejlet til deres hjemlande.
Søværnets Operative Kommando oplyser, at der ikke er tilskadekomne i forbindelse med operationen.
Danske myndigheder vil nu undersøge, hvorvidt der er mulighed for retsforfølgning af de formodede pirater.