Hele tre gange på ti dage har fysisk og psykisk handicappede på Nordjyllands Beskyttede Værksted været udsat for et noget usædvanligt røveri.
Det var ikke IT, musikanlæg eller møbler tyvene gik efter. Men aber.
Natten til i dag har gerningsmændene igen været på abejagt på det beskyttede værksted.
"Jeg er meget ked af det. Det er rigtig træls. Mit arbejde med aberne betyder, at jeg har noget at stå op til hver dag," siger Nina Thomsen, passer og plejer aberne til dagligt, til TV2NORD.
Lige nu er der kun tre aber tilbage på værkstedet. Udover abetyveriet er endnu en dyreart forsvundet - nemlig tre eksemplarer af leopard-skildpadder. De blev stjålet julenat.
"Jeg havde ellers glædet mig til i år at få ansvaret for skildpadderne," siger Per Aage Andersen, der er en af værkstedets 130 brugere.
Lederen af det beskyttede værksted er vred over de gentagende tyverier.
"Det er dybt forkasteligt at stjæle fra handicappede, der hver eneste dag har stor glæde af dyrene," siger Søren Graugaard.
Nordjyllands Politi har endnu ingen spor i sagen.