Lederen af Sostrup Kloster, også kendt som Maria Hjerte Abbedi, Moder Theresa Brenninkmeijer, får i dag besøg af en betjent fra Østjyllands Politi.
Her skal hun afhøres om de beskyldninger, der er kommet frem for nogle uger siden. To nonner på klostret på Djursland beskylder klosterlederen for at være skyld i en ældre, dement nonnes død tilbage i 1993.
Den demente nonne blev ifølge beskyldningerne lukket ude i en aflukket gård i novembers kulde, fordi hun forstyrrede morgenbønnen.
Kort efter var nonnen død.
"Vi skal høre Moder Theresa forklaring på de beskyldninger, der er fremkommet," fortæller vicepolitikommissær Frits Kjeldsen til Newspaq.
En betjent fra Østjyllands Politi skal stå for afhøringen af Moder Theresa på Sostrup Kloster i eftermiddag.