Døren er kun lige akkurat åbnet på klem, men åbnet er den.
Efter næsten to årtier med udtalelser som: "Aldrig i livet", og "alle verdens penge kunne ikke få mig til det", er der nu en spinkel chance for, at den svenske popgruppe Abba bliver gendannet engang i fremtiden.
Under et interview med de to tidligere frontmænd Benny Andersson og Björn Ulvaeus vovede en journalist fra The Times at spørge dem, om de ikke kunne forestille sig at lave en lille intim genforeningskoncert, som kunne sendes på tv.
Og mod al forventning blev journalistens spørgsmål ikke blankt afvist.
I stedet svarede Björn Ulvaeus, at "Vi kunne jo synge 'The Way Old Friends Do'", mens Benny Andersson fulgte op med et ivrigt "tja, hvorfor ikke?" og tilføjede:
"Det er faktisk slet ikke nogen dårlig idé".
Abba udgav første album i 1973 og nåede at udgive ti albums, før de gik fra hinanden i starten af 80'erne. Efter The Beatles er de det bedst sælgende band nogensinde.