Hun er kendt som 'den mørkhårede' af de to kvindelige figurer i ABBA, det svenske megaband, der i 1970'erne lagde hele verden ned med det ene monsterhit efter det andet.
Anni-Frid Lyngstad er i dag 70 år, og hun åbner nu op og fortæller om den enorme sorg, der ramte hende i slutningen af 1990'erne. Det skriver tv2.dk.
I 1998 mistede Anni-Frid sin 30-årige datter, Ann Lise-Lotte Casper. Hun blev dræbt i en bilulykke i USA. Året døde ABBA-ikonets mand, prins Heinrich Ruzzo Reuss von Plauen, af kræft - kun 49 år gammel.
- Det er en ufattelig sorg. Du føler, du knap nok kan overleve, siger Anni-Frid i tv-programmet 'Vänligen Lars Lerin', der i aften sendes på SVT1 klokken 21.
Hun har ikke tidligere offentligt talt om den svære periode, hvor hun mistede to af de vigtigste mennesker i sit liv. I programmet fortæller hun også, at det var vanskeligt at få glæden tilbage i livet.
- Det tog meget lang tid. Det tog mange år, siger hun i programmet.
Anni-Frid fortæller om Ruzzo, hendes mand, som døde af kræft, at han ændrede hendes liv, og at han var en "fantastisk dejlig, vittig og sjov mand," som hun elskede højt.
Også tidligere mistede Anni-Frid vigtige mennesker. Da hun var blot to år, døde hendes mor, og hun blev derfor opfostret af sin mormor, som døde, da Anni-Frid var helt ung.
Anni-Frid Lyngstad bor i dag sammen med Henry Smith, som er greve af Hambleden.