En massiv politistyrke er lørdag mobiliseret og klar til at gribe ind på årsdagen for de protester, som i fjor udviklede sig til reelle kampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.
Kampene spredte sig siden til andre dele af landet med krav om politiske reformer og premierminister Recep Tayyip Erdogans afgang.
Lørdag har Erdogans regering sendt uropoliti og civilklædte betjente i tusindtal i gaderne, hvor de skal håndhæve et forbud mod demonstrationer på Taksim-pladsen, som sidste år var centrum for protesterne.
Det hele udsprang af byggeplaner i Gezi-parken, der ligger ved Taksim-pladsen.
Det udviklede sig siden til protester rettet direkte mod Erdogans regering, efter at myndighederne havde mødt demonstranterne med tåregas, vandkanoner og skud.
Premierministeren sendte fredag en appel til unge tyrkere om at ignorere en opfordring til at markere årsdagen.
- Et år senere opfordrer folk, deriblandt såkaldte kunstnere, til demonstrationer, men I, Tyrkiets ungdom, skal ikke lytte til dem, sagde Erdogan fredag.
- Disse terroristorganisationer manipulerer vores moralsk og økonomisk svage ungdom til at angribe vores fællesskab, og de truer vores økonomi.
Politiet er ifølge tyrkiske medier klar med vandkanoner og pansrede køretøjer, hvis det skulle blive nødvendigt lørdag.
Demonstrationerne i fjor var startskuddet til den værste krise for Erdogan, siden han kom til magten i 2003.
Det kulminerede efterfølgende, da han og hans regering blev centrum for en stor korruptionsskandale, men Erdogan sidder tilsyneladende fortsat sikkert på magten i Tyrkiet.
/ritzau/AFP