En 37-årig mand kan i dag glæde sig over, at han stadig har livet i behold. Tidligere på dagen faldt han nemlig omkring 14 meter ned fra et stilads.
Manden var ved at gøre en koncertscene klar i Atletionhallen ved Århus Stadion, da han af uvisse årsager faldt ned.
Han slap imidlertid fra styrtet med et brud på bækkenet og fik måske også punkteret sin ene lunge. Han var efter styrtet hele tiden ved bevidsthed.
Nu skal politiet undersøge, hvordan det kunne ske, at manden styrtede de 14 meter ned.
Ifølge vagtchef Lars Grønfeldt i Østjyllands Politi tyder intet dog på, at sikkerhedsforanstaltninger er misligholdt.