Hospitalsledelsen har præsenteret en spareplan på 69 millioner kroner, der bl.a. halverer patienthotellet og lukker hospitalets fertilitetsklinik.
Baggrunden for besparelserne er det store underskud på Region Midtjyllands budget. Hospitalsdirektør Per Askholm Madsen siger, at sparekravet er det største, hospitalet nogensinde har været præsenteret for.
- Men vi prøver at løse opgaven så godt, vi kan. Vi forsøger at beskytte de højt specialiserede lands- og landsdelsfunktioner samt forskning og uddannelse. Men det vil ikke undre mig, om besparelserne vil føre til, at vi bliver 100 færre ansatte, siger direktøren.