Den kommende sæson i 888 Ligaen bliver foreløbig den sidste for håndboldspilleren Martin Larsen.
Den 24-årige højreback fra Aalborg Håndbold skifter næste sommer til fransk håndbold og en endnu unavngivet klub på en toårig kontrakt.
Det meddeler de danske mestre i en pressemeddelelse.
- Det er dejligt at have fremtiden på plads, så jeg 100 procent kan koncentrere mig om Aalborg Håndbold i næste sæson med forsvaret af det danske mesterskab og mange spændende kampe i Champions League.
- Den stærke franske liga bliver en stor udfordring, siger Martin Larsen.
Søndag i sidste uge blev han dansk topscorer, da Danmark i Kolding vandt 33-16 over Letland i EM-kvalifikationen.
Hos Aalborg Håndbold er der tilfredshed med den økonomiske kompensation, klubben får for at slippe Martin Larsen.
- Vi har fået opfyldt vores krav og vil derfor ønske Martin held og lykke med udfordringen i Frankrig efter næste sæson.
- Vi har kendt til interessen igennem de seneste uger og er derfor allerede i gang med at finde en afløser til sæsonen 2018/2019, siger Aalborg-direktør Jan Larsen.
/ritzau/