Danmarks tidligere fodboldlandstræner Åge Hareide er død.
Det oplyser familien til VG.
Han blev 72 år.
I november kom det frem, at Åge Hareide var ramt af kræft i hjernen, og som følge heraf havde han afsluttet sin aktive trænerkarriere.
Nu er han gået bort, oplyser sønnen Bendik Hareide.
- Far sov ind her til aften, han var hjemme med familien omkring sig. Nu har han spillet sin sidste kamp. Vi er evigt taknemmelige for den kærlighed, vi har fået under hans sygdomsperiode, skriver sønnen i en sms til VG.
Familien blev bekendt med sygdommen i sommer.
Åge Hareide var dansk landstræner i perioden 2016-2020. Han afløste Morten Olsen og førte med en lidt mere pragmatisk spillestil Danmark frem til VM i Rusland samt en EM-slutrunde, der var spredt ud over hele Europa.
Han nåede dog aldrig at stå i spidsen for Danmark ved EM, fordi slutrunden blev udskudt til 2021 som følge af coronapandemien.
Hareides kontrakt med DBU udløb i sommeren 2020, og selv om det ikke blev det farvel, han havde håbet, var beskedne tre nederlag i 40 landskampe et hæderligt facit for den til tider temperamentsfulde nordmand.
I løbet af hans næsten 40 år lange trænerkarriere har den tidligere norske landsholdsspiller også trænet superligaklubben Brøndby. Efter lidt over to års ansættelse måtte han dog træde tilbage i foråret 2002, da hans kone blev ramt af en alvorlig kræftsygdom.
Han har også været landstræner for Norge og Island, mens han har trænet Molde, Viking og Rosenborg i Norge samt Helsingborg, Malmö FF og Örgryte i Sverige.
Blå bog: Åge Hareide
Navn: Åge Fridtjof Hareide
Født: 23. september 1953 i Hareid, Norge
Nationalitet: Norsk
Beskæftigelse: Tidligere professionel fodboldspiller og fodboldtræner
Kendt som: En af Skandinaviens mest respekterede fodboldprofiler gennem de sidste 50 år
Spillerkarriere
Position: Forsvarsspiller (sweeper)
Klubber:
- IL Hødd (Norge)
- Molde FK (Norge)
- Manchester City (England)
- Norwich City (England)
- Landshold: 50 A-landskampe for Norge (1976–1986), 5 mål
Trænerkarriere
Klubtræner:
- Molde FK (Norge): To perioder som træner, herunder pokalsejr i 1994
- Helsingborgs IF (Sverige): Svensk mester 1999
- Brøndby IF (Danmark): Dansk mester 2002
- Rosenborg BK (Norge): Norsk mester og pokalsejr 2003
- Malmö FF (Sverige): Svensk mester 2014, Champions League-deltagelse
Landsholdstræner:
- Norge: 2003–2008
- Danmark: 2016–2020; kvalificerede Danmark til VM 2018 og EM 2020
- Island: 2023–2024
Stil og profil
Åge Hareide var kendt for:
- Taktisk disciplin og stærk defensiv organisation
- Evnen til at skabe holdånd og struktur
- At have vundet mesterskaber i alle tre store skandinaviske lande
Fra livet uden for banen
- Uddannet som skatterevisor før han blev professionel fodboldspiller
- Gift med Annbjørg, far til Bendik og Anne Hendrikke
Åge Hareide betragtes som en af de mest markante skandinaviske fodboldpersonligheder i moderne tid - både som spiller og som træner - med successer i klub- og landsholdsjob i flere lande samt stor respekt i fodboldmiljøet.