Anders Due bliver i den rød og hvidstribede AaB-trøje i yderligere to år.
Kantspillerens kontrakt med superligaklubben udløb 1. juli, men nu er parterne blevet enige om at forlænge frem til 30. juni 2013.
"Vi kender jo Anders Due og er rigtig glade for, at det lykkedes os at forlænge samarbejdet for yderligere to år," siger sportsdirektør Lynge Jakobsen til klubbens hjemmeside.
Ifølge nordjyske.dk har Anders Due accepteret at gå ned i løn på grund af AaB's dårlige økonomi.
"Det har betydet meget for mig at få en ny aftale på plads. Jeg har mærket efter, hvad der er vigtigt, og der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig glad for både klubben og byen, så det har naturligvis også spillet ind i mine overvejelser," lyder det fra Anders Due.
Anders Due, der kom til AaB i 2008 fra hollandske Vitesse Arnhem, er foreløbig noteret for 103 kampe og 13 mål i AaB-trøjen.