Der har været masser af succes på banen, men åbenbart ikke udenfor for AaB's håndboldhold.
Ved udgangen af denne sæson vil AaB A/S nemlig skille sig af med håndboldafdelingen, skriver selskabet i dag i en børsmeddelelse.
"Vi gør det, fordi vi i en lang periode har overvejet, om vi rent forretningsmæssigt kunne få håndbolden til at fungere på den måde, som vi gerne ville have, og det synes vi ikke helt, den kan," forklarer adm. direktør Poul Sørensen til Newspaq.
Dermed vinker AaB A/S farvel til sidste sæsons danske mestre, der har landsholdets assistenttræner, Peter Bredsdorff Larsen, i spidsen.
Håndboldholdet håber dog på at kunne forsætte med andre ejere.
"Vi mener, det er mest hensigtsmæssigt at få håndbolden ud af vores forretning, og det er måske også godt for håndbolden at få lov til at komme i nogle andre rammer," siger Poul Sørensen.
AaB har drevet håndboldforretningen siden år 2000, hvor de overtog Vadum IF's licens. Håndboldafdelingen står for cirka ti procent af AaB A/S omsætning.