AaB ligger sidst i Superligaen, og med en sejr til Lyngby i aften over Esbjerg vil nordjyderne have syv point op til redning.
De dystre udsigter til trods er træner Kent Nielsens job ikke i fare. Det forsikrer AaB's erfarne sportsdirektør, Lynge Jakobsen, efter gårsdagens uafgjorte kamp mod AC Horsens på hjemmebane.
"Det spørgsmål er overhovedet ikke til diskussion. Kent har ydet en god indsats, siden han kom til AaB, og når man kigger på spillernes indsats, fejler den intet," siger sportschef Lynge Jakobsen til B.T.
Nielsen kom til AaB i oktober, da klubben fyrede svenske Magnus Pehrsson efter en stribe dårlige resultater.
I næste runde skal nordjyderne, som kun har vundet en gang i foråret, på en svær opgave på udebane i Brøndby. Der resterer ni runder af Superligaen.
Kilde: B.T.