En milliard kroner - så meget er det lykkedes landets a-kasser at spare på administration over det seneste årti.
En ny rapport fra Pensionsstyrelsen viser, at udgifterne til administration er faldet fra fire milliarder til tre milliarder kroner - eller godt 25 procent.
"Rapporten bekræfter, at a-kasserne har gjort en kæmpe indsats for at effektivisere og strømline organisationerne. Det er godt for a-kasserne, og det er godt for medlemmerne, der kan mærke, at deres kontingent til a-kassen er blevet lavere," siger Verner Sand Kirk, direktør for a-kassernes organisation AK Samvirke.
En stor del af årsagen ligger i, at ledigheden i perioden faldt til et historisk lavt niveau.
Men i de seneste to år, hvor ledigheden er steget kraftigt under den økonomiske krise, har a-kasserne formået at holde udgifterne nede.
"Nu ser vi frem til at det nye indkomstregister kan være med til yderligere at reducere administrationsomkostningerne, og at beskæftigelsesministeren tager fat på at fjerne alt det bøvl og bureaukrati, som systemet lider under i dag," siger Verner Sand Kirk.
A-kasserne har også sparet på it. Siden 2005 er udgifterne faldet med 81 millioner kroner. Det svarer til et fald på 14 procent.