Fund af den dødelige bakterie listeria kan nu få alvorlige konsekvenser for fiskefirma. Det skriver TV Syd.
LÆS OGSÅ: Solgt i hele landet - spis dem ikke
Som vi fortalte onsdag, så tilbagekaldte Polar Salmon Hjerting Laks i Esbjerg-forstaden Hjerting to forskellige slags hellefisk i skiver.
Årsagen var fund af listeria-bakterier i produkterne. Listeria-bakterien kan gøre mennesker alvorligt syge med influenzalignende symptomer, feber, hovedpine og i mere sjældne tilfælde mave- og/eller tarmproblemer.
I yderste konsekvens kan det koste personen livet. Og det tager Fødevarestyrelsen alvorligt:
- Hvis vi oplever, at en virksomhed ikke har styr på sagerne, kan vi komme dertil, hvor vi kan lave et markedsføringsforbud. Det er en alvorlig sanktion, men vi snakker også om produkter, der kan gøre folk alvorligt syge, siger chefen for Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark, til TV Syd.
LÆS OGSÅ: Bebudet konkurs: Bowlingcentre foretog mystisk lukning
Ifølge tv-stationen er det ikke første gang, at der er konstateret listeria hos Polar Salmon Hjerting Laks.
Mellem 2018 og 2024 er der, ifølge Statens Serum Institut, konstateret 27 tilfælde af smitte med listeria og herunder er fire mennesker døde.
Personerne døde efter at have spist fisk fra netop Polar Salmon Hjerting Laks.
I januar i år blev Polar Salmon Hjerting Laks politianmeldt af Fødevarestyrelsen. Ifølge styrelsen havde virksomheden solgt produkter, der var forurenet med listeria.
Salget skete, uden at virksomheden havde informeret myndighederne eller kaldt produkterne tilbage.
LÆS OGSÅ: Kendt hotel og restaurant lukker
Det seneste fund af listeria-bakterier kan altså få konsekvenser for Polar Salmon Hjerting Laks. Det siger Rejsehold-chefen til TV Syd:
- Vi har en regel om, at nok er nok på et eller andet tidspunkt - og det gælder inden for alle lovgivningsområder - hvis en virksomhed bliver ved med at have det samme problem.
Præcis hvilke konsekvenser det vil have, kommer Michael Rosenmark ikke ind på.