Flere borgere søger efter retshjælp i forbindelse med afgørelser i sager om kontanthjælp og integrationsydelse.
Det oplever i hvert fald den sociale retshjælp i fem byer landet over. Det skriver Fagbladet Boligen.
Hos Retshjælpen Vollsmose i Odense fortæller de, at antallet af henvendelser er steget med 50 procent, siden integrationsydelsen og kontanthjælpsreformen blev indført.
Her har man lykkedes med at fat på de retshjælpstrængende borgere ved hjælp af opsøgende personlig kontakt, fortæller den daglige leder Jørgen Peter Holst.
Retshjælpen i Vollsmose har på et år modtaget 1.200 henvendelser fra borgere, der trænger hjælp.
- Efter de nye reformer kom folk stormende til os og spurgte, hvad det var for nogle breve, de fik, og hvad konsekvensen var for dem. Vi kan mærke, at det giver en vis tryghed, at de har nogle, der står bag dem, som kender juraen, siger han til Danmarks Almene Boliger.
Gratis hjælp
Den sociale retshjælp er en gratis hjælp til udsatte borgere, der har svært ved at gennemskue konsekvenserne i afgørelser i sociale sager. Organisationen er non-profit, og den opererer i flere af de større byer i Danmark.
Borgerne kan modtage hjælp ved personligt fremmøde eller i en telefonsamtale, hvor juridisk kyndige personer - lige fra jurastuderende til uddannede jurister - rådgiver dem. De rådgiver blandt andet borgerne i samværssager eller i udlændingeretslige problemstillinger.
Odense er ikke det eneste sted, man oplever en stigning i antal henvendelser. Også i Hillerød kan man nikke genkendende til tendensen.
- Vi kan se, at de, der har færre midler, ringer til os for at få hjælp retssikkerhedsmæssigt. Og det bliver kun værre. Vi kan konstatere, at det bliver værre og værre at være på overførselsindkomst, siger Helen Vang Siegumfeldt, daglig leder i Hillerød.
Ifølge Jørgen Peter Holst har Odense Kommune ikke nok ressourcer til at oplyse borgerne tilstrækkeligt, når nye reformer er blevet til virkelighed, og derfor søger de udsatte borgere hjælp andre steder.
Steen Møller, konservativ rådmand i Odense Byråd, medgiver, at det en udfordring at implementere ny lovgivning, når det skal gå stærkt. Han erkender, at der vil opstå fejl i sociale sager, når kommunen har kort tid til at implementere nye love.