Nye praktikpladstal viser, at 9.344 unge lige nu står uden en praktikplads. På bare én måned er knap 700 flere unge kommet til.
Det maner panderynker frem i LO.
"Jeg er utrolig bekymret for de 9.344 unge, som står uden en praktikplads. De har ikke mulighed for at gøre deres uddannelse færdig, og som situationen ser ud på arbejdsmarkedet lige nu, kan de heller ikke gå ud og få et ufaglært arbejde," siger LO-sekretær Ejner K. Holst.
Tallene fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af unge, der står uden en praktikplads, er steget fra 8.663 i april til 9.344 i maj. Det er en stigning på 11 procent.
Ikke siden 2005 har så mange unge stået uden en praktikplads.
LO opfordrer regeringen til at sætte massivt ind i kampen for at skabe nye praktikpladser. Ikke mindst i lyset af, at virksomhederne kommer til at mangle op mod 100.000 faguddannede medarbejdere i løbet af de næste 5-10 år.
"Jeg opfordrer stærkt regeringen til at få sat gang i hjulene. Der er brug for at fremrykke offentlige investeringer og løbende sikre, at den offentlige sektor knytter krav om praktikpladser til de investeringer, man sætter i gang. Manglen på praktikpladser er en sort plet i vores uddannelsessystem, og vi er nødt til at handle nu," siger Ejner K. Holst.