De regeringsfjendtlige rødskjorter i Thailand forsøgte lørdag at bryde ind i militærbarakker i hovedstaden Bangkok.
Det fik sikkerhedsstyrker til at skyde med gummikugler, vandkanoner og tåregas. 90 personer meldes såret, heriblandt 22 soldater og politibetjente. Det oplyser BBC.
Tidligere lykkedes det sikkerhedsstyrkerne at generobre en regeringskritisk satellit-tv-station.
I de seneste tre uger har demonstranter lammet dele af Bangkok med deres krav om nyvalg. De befinder sig hovedsagligt i to lejre - en ved regeringsbygningen og en i Bangkoks finansdistrikt.
Talstærke politi- og sikkerhedstyrker har forsøgt at stoppe dem med rydning af deres lejre, men hver gang er de rødklædte demonstranter vendt tilbage.
Men det er ikke kun i Bangkok, at der er uroligheder og stærk utilfredshed med regeringen.
I den nordlige storby Chiang Mai har hundredvis af demonstranter tiltvunget sig adgang til guvernørens kontor.
Rødskjorterne kræver at premierminister Abhisit Vejjajivas går af og udskriver valg. Mange af demonstranterne kommer fra fattige by- og landområder. En stor del af dem støtter den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der blev væltet ved et kup i 2006.