Om aftenen 9. november 1989 stod 31-årige Andreas Falge ved en kontrolpost mellem Øst- og Vestberlin.
Her stod han i en menneskemængde og råbte på frihed, mens nervøse grænsevagter ikke vidste, hvad deres ordrer var.
- Jeg tænkte: Gode gud, hvis stemningen her bliver dårlig ... Jeg holdt meget nøje øje med vagterne, hvis nu en af dem trak sit våben, siger han i et interview 30 år senere.
- Jeg kan se, at vagterne ikke anede, hvad de skulle gøre. Alle stod og råbte til dem: Åben porten!
Da han stod op den dag, var der egentlig ikke meget, der indikerede, at Andreas Falge skulle ende midt i verdenshistorien.
Han var en af de østtyskere i Østberlin, der havde skaffet sig adgang til vesttysk tv. Her så han et pressemøde med den østtyske bureaukrat Günter Schabowski.
Forud for pressemødet havde der været pres på de østtyske myndigheder for at give landets borgere rejsefrihed.
Schabowski havde talt længe og i vage termer om det seneste møde i det østtyske kommunistpartis centralkomité.
Pressemødet var mere eller mindre ovre, og flere journalister havde rejst sig og var gået, da Riccardo Ehrman fra det italienske nyhedsbureau Ansa spurgte til rejsereglerne.
Efter et langt svar i øst og vest siger Schabowski pludseligt:
- Derfor har vi i dag besluttet at indføre lovgivning, der skal gøre det muligt for alle borgere at krydse grænsen direkte gennem grænseovergange i Østtyskland.
- Hvornår gælder det fra, spørger en journalist.
Schabowski roder i sine papirer uden at finde svar. Han får fremstammet, at det så vidt han ved, gælder med øjeblikkelig virkning.
Andreas Falge havde måbende set pressemødet udvikle sig på skærmen foran sig. Nu hoppede han op og tog sin læderjakke, 100 vesttyske D-mark og et kort over Vestberlin og løb mod den nærmeste grænseovergang.
- Jeg anede ikke, om grænsen var åben eller ej. Men til helvede med det - lad os smutte, tænkte han.
Kort efter stod i en mængde og råbte "åben porten, åben porten" ved grænseovergangen foran de nervøse vagter.
En halv time før midnat opgav vagterne at holde på menneskemængden.
Fodgængere og dyttende Trabant-biler strømmede over grænsen. En af de første var Andreas Falge. Han var bange for ikke at komme ind igen, så han skyndte sig at få vagterne til at stemple sit pas.
Den praksis blev hurtigt droppet, da hundredvis og atter hundredvis krydsede gennem overgangen.
Da han først var ankommet i Vestberlin, tog Andraes Falge ind på det nærmeste værtshus få hundrede meter fra Østberlin.
Da der i 1989 ikke var smartphones med internet til at brede nyheder med lynets hast, var de andre gæster på værtshuset intetanende om de historiske hændelser, der forløb få hundrede meter fra dem.
Falge ringede til en af sine få venner i Østberlin. Vennen flød over med spørgsmål.
- Jeg sagde: Stop med at snak og kom ned og hent mig.
- Hent dig? Hvor er du, svarede vennen.
Da Andreas Falge forklarede, at de havde åbent grænsen, og at han var i Vestberlin, var der længe stille.
- Hold da kæft, lød det til sidst fra den anden ende.
/ritzau/
/ritzau/AFP