87-årige Tove Macdonald er kommet i klemme. Brexit tvinger hende til at registrere sig for at blive i Skotland, hvor hun har boet størstedelen af sit liv, skriver TV 2.
Tove Macdonald siger til den skotske tv-station STV News, at hun føler sig mere ”mere skotsk end dansk”. For selvom hun er født i København, har hun boet 59 år i Skotland.
Men som udenlandsk statsborger skal Tove Macdonald registrere sig hos myndighederne for at blive i landet efter Brexit.
Tv-stationen har lagt et indslag om Tove Macdonald på Twitter. Her fortæller Tove Macdonald, at hun kom til Skotland i 1960 og har har været skotsk gift og har to børn.
Hun siger, at hun voksede op under Anden Verdenskrig, hvor man så op til briterne, så da hun fik et brev om, at hun skulle registrere sig, kunne hun ikke forstå hvorfor:
- Jeg tænkte, at det kan ikke være rigtigt, fordi jeg har været her i så mange år. Jeg tænkte, at det var fuldstændigt skørt, siger hun med gråd i stemmen til STV News.
- Det her er mit hjem. Hvorfor er det nødvendigt i en alder af 87 år at skulle registrere sig.
- Jeg elsker landet og folkets venlighed ... Jeg har ingen steder at tage hen. Det her er mit hjem, siger Tove Macdonald.
Tove Macdonalds situation er nået frem til politikerne. Blandt andre lederen af det største parti i Skotland SNP, Nicola Sturgeon, er sur og ked af Toves situation, mens premierminister Theresa May er blevet bedt om at forholde sig til Toves situation.
Ian Blackford, SNP, kalder det "en hjerteløs politik", mens Theresa May siger, at "de her EU-borgere" har bidraget til samfundet:
- Vi anerkender det bidrag, som de har givet til vores økonomi. Vi vil have dem til at blive, siger premierministeren.
Ifølge TV 2 skal i alt tre millioner udenlandske europæere registrere sig senest 30. juni 2021 på Indenrigsministeriets hjemmeside.
Registreringen er i første omgang en ansøgning, og Tove MacDonald og de øvrige tre millioner udenlandske europæere - heriblandt tusindvis af danskere - skal således godkendes før de ved, om de kan blive boende.