Søren H. Madsen er en helt almindelig bogholder. Han har bare gjort sit arbejde, mener han.
Men det var ham, som fik bolden til at rulle i sagen om Britta Nielsen, som nu er sigtet for at have lænset de offentlige kasser for tæt på 121 millioner kroner - måske endda mere.
Som bogholder i Roskilde Kommune undrede Søren H. Madsen sig over en overførsel af 69.047 kroner til en konto i Danske Bank, fortæller han til B.T.
Kontoen viste sig at tilhøre Britta Nielsen, og Søren H. Madsen sætter en ære i at tallene skal passe:
- Vi bogholdere er jo nogle irriterende mennesker. Hvad har du købt? Hvorfor? Og i hvilken sammenhæng skal det bruges? Det er jo grænsende til det nævenyttige. Men så kan man altid undskylde sig med, at revisionen kræver det, skriver Søren H. Madsen i en mail til B.T.
Han fortæller til avisen, at Britta Nielsen kontaktede ham i efteråret 2017. Hun var rar og hurtigsnakkende. Et år efter fortalte børne- og socialminister Mai Mercado (K) om svindlen på et pressemøde, og Britta Nielsen var stukket af.
Til B.T. siger Søren H. Madsen, at han i dag ønsker, at han havde gjort mere:
- Jeg ville gerne have været mere kritisk fra starten. På den måde, synes jeg ikke, jeg har gjort nok, skriver den beskedne bogholder til avisen, og tilføjer:
- Jeg har bare passet mit arbejde. I den tid, vi har arbejdet på sagen, tænkte jeg ikke, det var en svindelsag. Der var 69.047 kroner, der på en eller anden måde var blevet væk, og så skulle vi forsøge at finde ud af, hvor de var blevet af.
Ifølge Børne- og Socialministeriet er der i Britta-sagen forsvundet 120,6 millioner kroner fra Socialstyrelsen i perioden 1993 til 2018.
Udover Britta Nielsen er hendes tre børn og en svigersøn sigtet i sagen.