Landets postbude vil i næste uge komme med dårlige nyheder til omkring 8.500 unge og andre, der ønsker at begrave hovedet i bøger i nogle år.
De vil nemlig få besked om, at der ikke er plads til dem på deres drømmeuddannelse på et af landets universiteter, skriver Jyllands-Posten.
Der er tale om en fordobling af antallet af studerende, som ikke får lov at læse på deres drømmeuddannelse, hvis man sammenligner med sidste år.
I alt 29.500 har søgt ind på universiteter i blandt andet København og Aalborg, og det er flere, end der er plads til. Det har fået adgangskvotienten til at stige markant på mange af de populære uddannelser.
Det er ærgerligt, mener studiechef ved Københavns Universitet, Jakob Lange.
"I år er der rigtig mange ansøgere, som egentligt er fuldt egnede og har gode resultater, der vil få et negativt svar," siger han til avisen.
Forskningsminister Helge Sander opfordrer til, at de skuffede i stedet søger ind på de mange uddannelser, som ikke er fuldt optaget.