Nu rasler Boy George rundt med en elektronisk fodlænke i friheden i stedet for at ruske tremmer i fængslet. Den drengede popsanger er blevet løsladt tidligere på grund af god opførsel.
Boy Georges tidligere medfanger er dog ikke så begejstrede for sangerens tidlige exit fra fængslet. De hævder, at Boy George har modtaget særbehandling og er meget utilfredse. En af fangerne udtaler, at selvom Boy George har opført sig fint, så skaber det jalousi, at Boy George bliver behandlet anderledes. Det skriver FemaleFirst.
I december blev Boy George kendt skyldig i at have tilbageholdt en norsk, mandlig prostitueret i sit hjem. Ifølge offeret gav Boy George ham håndjern på og hægtede ham fast til en krog ved sin seng. Boy George nægter at have tilbageholdt offeret mod hans vilje.