Gennem hele 25 år prydede et ikonisk Jesus-maleri væggen hjemme hos Boy George.
Der var kun et mindre problem: Kunstværket var stjålet.
Og det har 80'er-stjernen, kendt for hittet ' Karma Chameleon' og sin outrerede make-up, først fundet ud af nu. Derfor har han fluksens sendt Jesus hjem til sine retmæssige indehavere.
"Jeg er ked af at sige farvel til det, men jeg er glad, at det nu vender hjem til sit rigtige sted," fortæller han til BBC.
Hælervare-misæren blev opdaget, da Boy George for nylig optrådte i et tv-program, hvor seerne kunne se den religiøse artefakt hænge i musikerens hjem.
Det opdagede ejermændene; den cypriotiske kirke, som mistede Jesus-ikonet, da Tyrkiet invaderede landet i 1974. Siden endte det på kunstauktion i London, hvor den begejstrede Boy George slog til - uden dog at kende oprindelsen.
Kilde: BBC