Det er ikke godt for forfængeligheden at blive afvist med ordene, »du er for gammel«. I hvert fald ikke, hvis man er den 77-årige tyske playboy Rolf Eden. Han har ifølge avisen Bild valgt at sagsøge en 19-årig kvinde for aldersdiskrimination, fordi hun valgte denne begrundelse, da hun afviste at dyrke sex med Rolf Eden efter en nat i byen.
»Det var knusende. Ingen kvinde har nogensinde sagt det til mig før,« siger Eden til Bild, og understreger, at det er et brud på lovene mod aldersdiskriminering.
I stedet mener Eden, at kvinden burde have været mere diplomatisk i sit afslag.
»Der er et par år imellem os, og der er visse kvinder, som er for gamle til mig. Men i det tilfælde, skal man være mere diplomatisk og sige, jeg er ked af det, men du er ikke min type ,« siger den sårede kvindebedårer.
Diskokonge i 50 erne
Rolf Eden har været et kendt ansigt i Tyskland, siden han i 1957 åbnede Tysklands første diskotek. Det er blevet til flere af slagsen gennem tiden og Eden har også medvirket i over 30 film i hjemlandet. Men meget af hans tid er brugt sammen med det modsatte køn. Eden selv hævder, at han har dyrket sex med over 3000 kvinder gennem årene.
Men selvom han nu vil have rettens ord for, at den 19-årige overtrådte loven, da hun sagde nej til sex, er han ikke selv meget for ældre kvinder . I et interview i 2000 sagde han til avisen Berliner Zeitung.
»Hun skal maksimalt være 40 år. Nu. Før var det naturligvis yngre. Altså, det skal jo være æstetisk figurmæssigt, ingen appelsinhud. I dag er de normalt mellem 20 og 25 år,« sagde han, men uddybede derefter, at hans daværende kæreste var 16 år.
»Men fysisk er hun meget længere fremme,« sagde han.
Vil dø på en kvinde
Når det kommer til sine sidste øjeblikke her på jord, så har Rolf Eden længe vidst, hvordan de skal tilbringes.
I 2002 annoncerede han efter unge kvinder, som ville dyrke sex med ham til han døde. Hvis han rent faktisk døde oven på en af dem, ville hun arve 1,8 millioner kroner. Som han dengang udtrykte det:
»Jeg vil dø på samme måde, som jeg har levet. Oven på en kvinde.«