76 mennesker er i løbet af weekenden blevet dræbt under voldsomme sammenstød i Jonglei-området i Sydsudan.
FN oplyser, at tusindvis af bevæbnede mænd fra den etniske gruppe Lou Nuer gik til angreb på civile og sikkerhedsstyrker i landsbyen Duk Padiet.
Blandt de dræbte er 22 soldater, skriver AFP.
Siden januar har over 2.000 mennesker mistet livet i sammenstød mellem forskellige etniske grupper i Sydsudan. 250.000 andre er blevet fordrevet fra deres hjem.
Overgrebene er hyppige i Sydsudan, men den senere tids angreb har været rettet mod kvinder og børn, og det har chokeret mange.
Sudans Befrielseshær (SPLA) siger, at de seneste angreb er blevet gennemført med støtte fra regeringen i Khartoum i nordlige Sudan.
På trods af en fredsaftale i 2005, der afsluttede en 22 år lang borgerkrig i landet, er spændingerne mellem nord og syd i Sudan fortsat store.