Mindst 48 mennesker, heraf 46 pilgrimme fra Iran, blev dræbt, da en selvmordsbomber raserede en restaurant i den nordøstlige irakiske by Bakuba.
I Bagdad blev mindst 28 mennesker dræbt, da en selvmordsbomber bragte sit sprængstofbælte til sprængning, mens politiet uddelte hjælpepakker til hjemløse familier.
Familierne var blevet hjemløse på grund af den sekteriske vold efter den USA-ledede invasion i 2003.
Mindst fem af de dræbte er børn, og flere end 50 mennesker blev såret.
Torsdag berettede irakiske medier om anholdelsen af Abu Omar al-Baghdadi, den formodede leder af den sunni-arabiske gruppe, der på engelsk kendes som Islamic State in Iraq.
Oprørernes angreb vil formentlig vokse, mens de amerikanske styrker forlader Irak, meddeler det amerikanske forsvarsministerium.
USA forventer at have trukket 35.000 til 50.000 tropper ud af Irak i slutningen af august 2011.